Uge SEX
I dag er det mandag d. 3. februar - den første dag i skolernes "UGE SEX". Dette opslag skrev jeg for Dansk Kvindesamfund* på instagram i 2023, men det kan godt tåle en deling herinde også.
Seksualundervisning
Jeg husker tydeligt første gang jeg havde "seksualundervisning" i folkeskolen.
For det første blev vi opdelt i drenge og piger, hvilket var træls i sig selv. For det andet bestod den undervisning som jeg og alle de andre med lige cpr nummer fik, mest af alt i at Tampax-damen kom og fortalte os om menstruation.
Hun gav os hver en lille toilettaske med vareprøver og en brochure, der handlede om drenge, blod, sved og bumser.
Nogle år efter kom der nogle andre ud på skolen og fortalte os om, at vi skulle huske at bruge beskyttelse. Helt klassisk med en flamingo-penis og kondom, der blev rullet på.
Jeg lærte:
- At man skal huske at bruge kondom, for det er pinligt at ringe rundt til alle mulige hvis man har fået klamydia.
- At man skal lade være med at blive gravid.
- At sex er slut, når nogen med en penis har fået en orgasme.
- Og at det jeg havde lavet med en af mine veninder i hvert fald ikke var sex, men allerhøjest "forspil".
Jeg håbede, at seksualundervisningen var blevet bedre i dag, men det er desværre sjældent tilfældet.
Det er virkelig ubehageligt at sidde som en af de få eller måske endda den eneste trans- eller queerperson til undervisning, der i den grad tager udgangspunkt i, at alle eleverne er ciskønnede og heteroseksuelle. Og en forventning om at eleverne oplever seksuel såvel som romantisk tiltrækning.
Her er hvad jeg ville ønske havde været en del af min seksualundervisning som teen
OM FORHOLD OG VENSKABER:
- At det ikke er alle, der oplever romantisk tiltrækning.
- At polyamori eksisterer.
- At en familie kan se ud på virkelig mange forskellige måder.
- At man kan være i en romantisk relation uden sex, ligesom man kan være i en seksuel relation uden at være forelsket.
- At en kæreste ikke automatisk er mere vigtig end en ven.
- At man kan have flere bedste venner, uden at det skal tage noget fra de andre venskaber.
OM SEX OG SEKSUALITET:
- At det ikke er alle, der oplever seksuel tiltrækning og at man sagtens kan vide at man er aseksuel, uden at have haft sex.
- At sex er meget mere end penis-i-vagina.
- At samtykke er den vigtigste del af at udforske sin seksualitet med andre.
- At onani kan være en god måde at lære sin krop at kende på, uanset ens køn.
- At slikkelapper eksisterer.
- At sexlyst ikke er defineret af ens genitalier.
- At der findes flere seksualiteter end homo- og heteroseksuel.
OM KROP:
- At der findes mange kropsstørrelser og at det ekstremt tynde kropsideal er skadeligt for alle, men isærdeleshed for tykke folk.
- At det ikke kun er kropskapable unge, der forelsker sig eller har lyst til at dyrke sex.
- At der er mange køn, der kan menstruere.
- At unge i Danmark har mange forskellige hudfarver, hårtyper, øjenfarver og kroppe - det havde været rart at se den forskelligehed afspejlet i undervisningsmaterialet.
OM KØN:
- At der findes langt flere end to køn.
- At transkønnethed er andet og mere end "at blive født i en forkert krop".
- At kønsudtryk og kønsidentitet ikke er det samme. Og at man ikke kan aflæse en persons køn ved at se på dem.
- At bruge kønsneutrale pronominer som de, den og hen.
Afslutningsvis ville jeg ønske at voksne lyttede til de unge og forstod deres behov for en langt mere normkritisk tilgang til kønsidentitet, seksualitet og relationer.
*I øvrigt har de mindst én, måske flere TERFs i deres styregruppe nu og jeg vil ikke have noget med Dansk Kvindesamfund at gøre mere.